Henriette Franksen elskede sit arbejde som frisør. I 30 år var faget både hendes arbejde, hendes hobby og en stor del af hendes identitet. I dag kan hun ikke længere stå bag stolen. En diskusprolaps i nakken, en operation og fortsatte smerter har tvunget hende til at forlade det fag, hun aldrig selv havde ønsket at sige farvel til.
“Det har jo været mit liv i 30 år. Og så er det bare lige pludselig blevet taget fra mig. Det er lidt svært at acceptere,” fortæller Henriette.
De første tegn viste sig allerede i efteråret 2019. Henriette begyndte at få smerter og uro i højre overarm. Hun forsøgte at holde smerterne nede med smertestillende medicin og is, men kort efter blev hendes mor alvorligt syg, og Henriettes eget helbred trådte i baggrunden.
Da hun senere vendte tilbage til arbejdet, kom smerterne igen. Under coronanedlukningen fik armen det bedre, men da frisørsalonerne åbnede igen, vendte smerterne hurtigt tilbage.
“Jeg savnede bare mine kolleger og mine kunder. Det var dejligt at komme tilbage, og vi havde naturligvis travlt og løb stærkt. Men så gik der ikke ret lang tid, før jeg var tilbage i helvede.”
Henriette forsøgte gennem flere år at holde smerterne nede med blandt andet fysioterapi, akupunktur, massage, yoga og øvelser. Og hun har aldrig sparet på ergonomisk godkendte sakse og lignende udstyr. Men i foråret 2025 gik det ikke længere.
Den sidste dag bag stolen
22. april 2025 er en dato, Henriette aldrig kommer til at glemme.
Efter en påske, som hun med egne ord var kommet igennem “med nød og næppe”, mødte hun på arbejde. Men smerterne var blevet så voldsomme, at en kollega bad hende tage hjem og få hjælp.
“Jeg møder op på mit arbejde, og jeg falder bare fuldstændigt sammen. Jeg kan ikke være nogen steder, fordi jeg har så ondt.”
Det blev hendes sidste arbejdsdag som frisør.
En scanning viste senere, at Henriette havde en diskusprolaps i nakken, og hun blev opereret. I første omgang håbede hun stadig på at kunne vende tilbage til salonen, men smerterne i underarmen fortsatte.
I november kom den besked, der ændrede hendes fremtid. Neurokirurgen, der havde opereret hende, anbefalede hende ikke at vende tilbage til frisørbranchen. Arbejdsstillingerne var for udfordrende for hendes krop.
“Han sagde: Hvis jeg skal give dig et godt råd, så skal du ikke tilbage. Du skal ud og have et arbejde, hvor du ikke skal bruge din arm og din krop på de måder.”
For Henriette stod det pludselig klart, at hendes liv som frisør var slut.
Mere end et arbejde
At miste frisørfaget har betydet langt mere end at skulle finde et nyt job.
Henriette har været skuemester og censor i 13 år og har været stærkt engageret i sit fag. Hun beskriver det som en stor ære at følge nye frisører på vej ind i branchen. Også den del af sit arbejdsliv har hun nu måttet give slip på.
“Fagligt er min kreativitet forsvundet. Min verden med sjov, gode kolleger og fantastiske kunder er også taget fra mig.”
Personligt står hun med spørgsmålet om, hvem hun er, når hun ikke længere er frisør.
“Efter 30 år skal jeg finde en ny identitet. Hvem er jeg, og hvad kan jeg? Jeg ved, jeg er god med en saks, og jeg ved, jeg er god med hår.”
Hvis hun selv havde valgt at stoppe, havde situationen været en anden, fortæller hun.
“Jeg har ikke bare set det som et arbejde. Det har også været min hobby. Jeg plejede at sige, at frisør er verdens bedste job.”
Smerterne følger hende samtidig ind i hverdagen. Indkøb, støvsugning og madlavning er blevet opgaver, hun må planlægge omkring eller have hjælp til. Hvis hun laver for meget på en god dag, betaler hun efterfølgende med smerter.
“Det skal du melde som en arbejdsskade”
Henriette havde ikke selv tænkt på at anmelde sin lidelse som en arbejdsskade.
Det ændrede sig, da DFKF's formand, Lone Nordentoft Frost, ringede for at høre, om Henriette var klar til igen at være censor.
“Jeg sagde til Lone: Jeg bliver aldrig klar. Så fortalte jeg hende, hvad der var sket. Hun sagde: Det der skal du melde som en arbejdsskade.”
Med hjælp fra en socialrådgiver i Serviceforbundet anmeldte Henriette sin lidelse som en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Henriette vidste på forhånd, at det kunne blive svært at få den anerkendt. Alligevel ramte afslaget hårdt.
“Jeg havde virkelig gjort mig umage med at svare på deres spørgsmål, og så var meldingen bare en blank afvisning. Der må jeg godt nok sige, at jeg blev ked af det.”
Henriettes lidelse står ikke en til en på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Men for hende er det svært at forstå, at hendes 30 år med fysisk belastende frisørarbejde ikke skal føre til en nærmere vurdering af sammenhængen mellem hendes arbejde og hendes lidelse.
Hun understreger samtidig selv, at hun ikke kan konkludere, at diskusprolapsen alene skyldes hendes arbejde. Det, hun efterlyser, er, at hele arbejdslivet og de konkrete belastninger bliver taget med i vurderingen.
30 år med kroppen som arbejdsredskab
Henriette valgte derfor at klage over afgørelsen. I sin klage peger hun blandt andet på de gentagne bevægelser og arbejdet med armene løftet, som har været en del af hendes arbejdsdag gennem tre årtier.
I en tekst, hun efterfølgende har skrevet om sin sag, sætter hun ord på det arbejdsliv, hun mener skal tælle med:
“30 år med hænderne i arbejde. 30 år med armene løftet. 30 år med hovedet bøjet og drejet. 30 år med at tilpasse kroppen til kunder i forskellige højder og arbejdsstillinger. 30 år med gentagne bevægelser. 30 år på benene.”
For Henriette er pointen netop, at belastningen ikke kan reduceres til én bestemt arbejdsdag.
“Det er ikke en enkelt arbejdsdag, der er interessant. Det er hele arbejdslivet. Ikke alle skader sker på en bestemt dag. Nogle belastninger ophobes over mange år.”
AES har fastholdt afslaget efter Henriettes klage og sendt sagen videre til Ankestyrelsen. Her afventer hun nu den videre behandling.
“Min kamp handler ikke længere kun om mig”
Henriette ved ikke, hvordan hendes egen sag ender. Men undervejs har kampen ændret karakter.
Hun tænker i dag på de frisører, som står bag stolen og allerede mærker smerterne begynde. På dem, der elsker faget lige så højt, som hun selv gjorde. Og på, om systemet er godt nok til at håndtere den fysiske nedslidning, der kan opstå gradvist gennem et langt arbejdsliv.
Hun beder ikke om, at alle frisørers sygdomme automatisk skal anerkendes som arbejdsskader. Hun ønsker, at belastningen i faget og det enkelte menneskes arbejdsliv bliver taget alvorligt.
“Min kamp handler ikke længere kun om mig. Jeg tænker på de mange unge mennesker, der lige nu begynder i frisørfaget. På dem, der står og klipper, farver, føntørrer og vasker hår dag efter dag. De skal ikke om 30 år stå med en ødelagt krop og føle, at ingen vil høre på dem.”
Henriette håber derfor også, at hendes historie kan være med til at skabe større opmærksomhed om, hvordan arbejdsskader og langvarige fysiske belastninger i frisørfaget bliver vurderet.
“30 år med saksen i hånden bør ikke betyde, at man 30 år senere står alene med en ødelagt krop og et afslag i hånden.”
