19. aug. 2026

Sygemeldt? Det må din arbejdsgiver fortælle om dig

Må din arbejdsgiver fortælle kollegerne, hvorfor du er sygemeldt? Eller er det fortroligt?

Billede til nyheden Sygemeldt? Det må din arbejdsgiver fortælle om dig
Din arbejdsgiver må gerne fortælle, at du er fraværende, men oplysninger om dit helbred er som udgangspunkt fortrolige.

Det er et spørgsmål, som vores juridiske rådgiver, Zahra Sheikh, jævnligt får fra vores medlemmer. Og svaret er heldigvis ret klart: Din arbejdsgiver må som udgangspunkt gerne fortælle, at du er sygemeldt eller fraværende, men ikke dele oplysninger om, hvad du fejler. Læs hele Zahras vejledning nedenfor.

Din sygdom er en fortrolig og personfølsom oplysning

Når en medarbejder bliver syg, kan det være nødvendigt, at kollegerne får besked om, at vedkommende er fraværende. Arbejdsgiveren kan også fortælle, at arbejdsopgaver midlertidigt bliver fordelt anderledes.

Det betyder dog ikke, at arbejdsgiveren frit kan fortælle, hvorfor du er sygemeldt.

Når en medarbejder bliver syg, har kollegerne ikke krav på at vide hvorfor. Der er en vigtig grænse mellem at informere om fravær og at dele personlige helbredsoplysninger.

Helbredsoplysninger er følsomme personoplysninger og må som udgangspunkt ikke deles med andre, medmindre det er nødvendigt, eller medarbejderen selv har givet sit udtrykkelige samtykke.

Arbejdsgiveren har heller ikke krav på alle oplysninger

Mange tror, at arbejdsgiveren har ret til at kende alle detaljer om en sygemelding. Det er ikke tilfældet.

Arbejdsgiveren kan i nogle situationer bede om dokumentation for sygdom, eksempelvis i form af en lægeerklæring. Det giver dog ikke automatisk ret til at få indsigt i diagnoser, behandlingsforløb eller andre personlige helbredsoplysninger.

Udgangspunktet er, at arbejdsgiveren kun må behandle de oplysninger, der er nødvendige i den konkrete situation.

Datatilsynet har kritiseret arbejdsgivere

Reglerne er ikke kun teori.

I en sag fra Datatilsynet fik en arbejdsgiver alvorlig kritik for at fortælle en større gruppe medarbejdere, at en kollegas skånehensyn skyldtes fertilitetsbehandling.

Datatilsynet vurderede, at oplysningerne var unødvendige at dele med kollegerne og lagde blandt andet vægt på, at der var tale om følsomme helbredsoplysninger, som blev delt med en bred kreds af medarbejdere.

Sagen illustrerer, at arbejdsgivere skal være varsomme med at dele oplysninger om medarbejderes sygdom, også selv om intentionen blot er at forklare en ændret arbejdsfordeling.

Man skal huske at sondre mellem arbejdsgivers indhentelse og brug af medarbejderens helbredsoplysninger og arbejdsgivers videregivelse af helbredsoplysninger til kollegaer. Helbredsoplysningsloven regulerer arbejdsgivers brug af helbredsoplysninger på arbejdsmarkedet, herunder hvilke helbredsoplysninger arbejdsgiver lovligt kan spørge ind til eller indhente fra en medarbejder, f.eks. i tilfælde af at en medarbejder bliver syg.

Arbejdsgivers deling af helbredsoplysninger til f.eks. kollegaer reguleres derimod af GDPR-reglerne om behandling af personfølsomme oplysninger. En videregivelse af disse oplysninger kræver som udgangspunkt udtrykkeligt samtykke fra medarbejderen.

Der findes undtagelser

Det betyder ikke, at helbredsoplysninger aldrig må deles.

Hvis oplysningerne er nødvendige i en konkret juridisk sag, kan arbejdsgiveren i visse tilfælde videregive dem til eksempelvis en ekstern rådgiver eller advokat, som bistår virksomheden. Datatilsynet har blandt andet vurderet, at en sådan målrettet videregivelse kan være lovlig, når den sker som led i en konkret arbejdsretlig tvist.

Det er noget helt andet end at orientere kolleger om en medarbejders sygdom, og den type afgørelser kan derfor ikke bruges som begrundelse for at fortælle kolleger, hvad en sygemeldt medarbejder fejler.

Det kan være svært at vurdere, hvornår en arbejdsgiver er gået for langt i forhold til at dele oplysninger om ens sygdom. Derfor anbefaler jeg, at man søger rådgivning hos os, hvis man er bare det mindste i tvivl. Vi hjælper dig med at vurdere din konkrete situation og rådgiver dig om dine muligheder.

Relaterede nyheder