15. sep. 2025

Du har ikke råd til at nedprioritere handskerne

Handsker er ikke en luksus, men en nødvendighed. Uden konsekvent brug risikerer frisører og kosmetikere alvorlige skader, der kan koste dem faget.

Arbejdsmiljø
Billede til nyheden Du har ikke råd til at nedprioritere handskerne
Handsker er en lille udgift, men en stor investering i frisørers sundhed.

Det sker stadig, at arbejdsgivere synes, handsker er en unødvendig udgift. Det er alvorligt, for konsekvenserne for frisørernes helbred kan være store.

Så her må jeg spørge: har vi virkelig ikke lært noget? Hver eneste uge taler vi i DFKF med medlemmer, der døjer med håndeksem, allergi og kemiske belastninger; skader, som i værste fald kan tvinge dem ud af faget. Men i stedet for at forebygge, foreslår nogle arbejdsgivere, at man bruger færre handsker.

Det er som at slukke brand med benzin.

Vi ved, at håndeksem er en af de hyppigste erhvervsskader blandt frisører. Vi ved, at kemikalier i hårfarver og andre produkter kan være allergifremkaldende, nogle måske endda kræftfremkaldende. Og vi ved, at handsker virker, når de bruges rigtigt og konsekvent.

Så hvorfor bliver vi stadig mødt med den holdning, at handsker er noget, man skal spare væk? Det er ikke kun uansvarligt. Det er direkte farligt.

Hvis du som frisør eller kosmetiker bliver bedt om at springe handskerne over for at “sætte strøm til bundlinjen”, så skal du vide: det er ikke i orden. Du har ret til at passe på dig selv. Du har ret til et sundt og sikkert arbejdsmiljø.

Og til dig, der driver salon: du har ikke råd til at nedprioritere handskerne.

Det koster måske et par kroner ekstra at sikre ordentlige handsker og arbejdsvilkår. Men det koster langt mere (både menneskeligt og økonomisk), når dygtige folk må forlade faget på grund af skader, der kunne være undgået.

Så nej. Vi skal ikke spare på handskerne.

Vi skal passe på hænderne, der bærer vores fag.

Relaterede nyheder