Videncenter - Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund
» Videncenter » Håndeksem blandt elever  
 
 

Forebyggelse af håndeksem hos elever

Kan undervisning i forebyggelse sikre, at færre frisørelever får håndeksem? Det er en undersøgelse fra Videncenter for Frisører i gang med at klarlægge.

En del af undersøgelsen inddrager ti erhvervsskoler, der alle udbyder frisøruddannelsen.

På fire af skolerne har frisørlærerne fået undervisningsmateriale fra videncentret og et kursus i forebyggelse af håndeksem, og den viden skal de bringe videre til eleverne gennem undervisningen. På de  seks  andre skoler undervises eleverne efter skolens vanlige undervisningsmateriale.

Forekomsten af håndeksem på de fire skoler med undervisning skal så løbende sammenlignes med forekomsten af håndeksem på de  seks  andre skoler. Er forekomsten lavere, tyder det på, at  den yderligere undervisning i forebyggelse  og generel øget fokus herpå  har en effekt.

I denne del af undersøgelsen indgår 50 2  frisørelever der startede i på deres uddannelse i august 2008 eller i januar 2009. De har alle udfyldt et spørgeskema om  bl.a. hudsygdomme, allergi,  udsættelse for parfume, hårfarveprodukter m.m. samt allergiske reaktioner  herpå og er alle blevet undersøgt for håndeksem, inden undersøgelsen startede.

Her i efteråret er videncentret i gang med at undersøge alle frisøreleverne igen. De udfylder et nyt spørgeskema og bliver checket for eksem en gang til.  Den tredje og sidste undersøgelse vil finde sted i løbet af 2010.

Den anden del af undersøgelsen skal vise, om frisøreleverne er mere udsatte for at få eksem end andre unge på samme alder. Farver de oftere hår, får de oftere hennatatoveringer malet på huden eller er de på anden måde mere udsatte for kemiske påvirkninger end deres jævnaldrende?  Til denne del af undersøgelsen har 1.400 unge, der ligner de 50 2  frisørelever på køn, alder og geografisk fordeling i landet, udfyldt det samme spørgeskema som frisøreleverne. 

Undersøgelsen forventes færdig i løbet af 2010.

Yderligere oplysninger hos Anne Bregnhøj, Videncenter for frisører