Besøg Dansk Frisør & Kosmetik Forbund  på Facebook
» Forside » Kemi i frisørfaget » DFKF overvejer retssag
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
 

DFKF overvejer retssag mod producenter af hårfarve

Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund er i øjeblikket ved at undersøge mulighederne for at lægge sag an mod en eller flere producenter af midler til hårfarvning. Det er i forvejen almindeligt kendt, at flere hårfarver indeholder stoffer, der kan fremkalde voldsomme allergiske reaktioner. Men er det så acceptabelt, at disse stoffer bliver anvendt i de forskellige hårfarver? Det spørgsmål vil forbundsformand Poul Monggaard gerne have prøvet ved en domstol.

-Lad mig understrege, at jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, at producenterne overholder den eksisterende lovgivning og kan påberåbe sig, at alle regler er overholdt. Men det spørgsmål, jeg gerne vil diskutere nærmere med branchen, er det moralske aspekt. Er det acceptabelt, at en virksomhed anvender den slags stoffer i deres produkter, når de nu beviseligt er så farlige, som tilfældet er? Samtidig vil jeg også gerne have rettens svar på, om det ligger inden for lovgivningens rammer at udsætte frisører, frisørkunder og almindelige forbrugere for den sundhedsrisiko, der ligger i produkterne i og med, man anvender stoffer i produkterne, som beviseligt er farlige, forklarer Poul Monggaard, og fortsætter:

-For mig at se udsætter producenterne af hårfarve bevidst andre for fare ved at anvende de farlige stoffer i deres produkter. Men spørgsmålet er, om man kan gøre et sådant ansvar gældende?

Den lovgivning, der regulerer området, er fælles for hele EU, og den er ikke særlig restriktiv. Derfor er forbundsformanden også opmærksom på, at det muligvis nærmere er lovgiverne, han skal have fat i, og ikke producenterne. I første omgang vil han dog hellere se, om det ikke er muligt at åbne for den direkte dialog med branchen.

-Lovgivning er altid noget, der kommer efter, at problemerne er opstået, og de løsninger, vi kan få, er indrettet efter minimumskrav og laveste fællesnævner. Tænk nu, hvis en eller to af de store producenter på det her meget store marked kunne se værdien i ikke at blive inddraget i en eventuel retssag, men tværtimod kom først med et mindre farligt produkt. Så ville alle andre være nød til at følge efter. Det er et sådant perspektiv, jeg ser i en eventuel retssag om ansvaret for de farlige stoffer i hårfarven, siger Poul Monggaard.