|
Frisørernes arbejdsmiljø
-minimumsbeskyttelse eller størst mulige sikkerhed?
Der er kemi i frisørfaget. Masser af kemi. De produkter, frisørerne arbejder med til daglig, har lange indholdsdeklarationer med navne på fremmede stoffer, og i deklarationerne kan optræde navne, der er kendt som kræftfremkaldende, allergifremkaldende eller hormonforstyrrende. Eller er mistænkt for at være det.
Ingen afviser, at kemien skaber problemer i faget. Eksem og allergi er med til at tvinge mange frisører ud af faget igen. Faktisk bliver en frisør i gennemsnit kun i faget i otte-ni år, inklusive uddannelsen.
Alle parter er også enige om, at frisørerne skal beskyttes. Men her holder enigheden også op. For hvor langt skal beskyttelsen gå? Er det tilstrækkeligt at bruge handsker og udsugning, så frisøren ikke kommer i direkte kontakt med de farlige stoffer? Eller er vejen frem nærmere at se kritisk på produk-terne og få fjernet de kritiske kemiske stoffer fra produkterne eller i det mindste give dem en form, så de ikke udgør en risiko.
På samme måde er det spørgsmålet, hvem der skal beskyttes? Frisøren selvfølgelig, vil svaret måske være. Men frisørfaget er overvejende et kvindefag, så hvad med sikkerheden for fosteret, hvis frisøren er gravid? Eller hvad med kunden i stolen?
Beskyttelse eller forsigtighed
Værnemidler som handsker og udsugning er beskyttelse. At fjerne eller begrænse de kemiske produk-ter er forsigtighed.
Danmarks Frisørmesterforening peger på den første løsning, beskyttelsen, altså handskerne og udsugningen.
Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund foretrækker forsigtigheden: Fjernelse eller begrænsning af de kemiske stoffer i produkterne. Hvorfor? Det forklarer forbundsformanden for Dansk Frisør og Kosme-tiker Forbund, Poul Monggaard:
-De kemiske stoffer i kosmetiske produkter er nærmest et ukendt og uudforsket område. Vi ved, der i mange produkter bruges kemiske stoffer, som er allergifremkaldende, hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende. Men vi ved ikke noget om hvor meget produkterne indeholder af de forskellige stoffer, eller om stofferne reagerer indbyrdes.
-Derfor mener jeg, at det er forsigtighedsprincippet, der skal råde. Hvis vi ikke nøjagtigt kan få at vide, hvad det er, frisørerne risikerer at blive udsat for, når de anvender de forskellige produkter, bør vi arbejde på at fjerne de kemiske stoffer, vi ved er farlige, fra produkterne.
Politisk opbakning
Den holdning er forbundsformanden ikke ene om. I foråret fremsatte Enhedslisten i et beslutningsfor-slag i Folketinget om en bedre beskyttelse af de gravide frisører mod de kemiske stoffer i frisørprodukterne. Forslaget er vidtgående, men debatten i Folketinget viste, at der er bred politisk opbakning til at følge det forsigtighedsprincip, DFKF går ind for, når det gælder beskyttelsen af de gravide frisører.
Enhedslistens forslag blev dog ikke vedtaget i Folketinget, for i mellemtiden havde beskæftigelsesmi-nisteren holdt møder med Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund og Danmarks Frisørmesterforening og bedt dem arbejde med selv at udvikle en løsning.
-Hvis man nærlæser debatten i Folketinget om Enhedslistens forslag, kan man se, at politikernes fokus ligger på forsigtighedsprincippet.
-Selv beskæftigelsesministeren Inger Støjberg nævner flere gange i debatten malernes ordning, hvor en gravid maler får udarbejdet en særlig liste over de produkter, vedkommende må arbejde med under sin graviditet. En lignende ordning er vores udgangspunkt, når det gælder en beskyttelse af de gravide frisører, siger Poul Monggaard, der samtidig understreger, at han fortsat vil arbejde for, at der helt generelt bliver sat mere fokus på de kemiske stoffer i frisørfaget.
-Uanset, hvordan man vender og drejer problemet, så er det ikke hensigtsmæssigt, at vi udsætter frisører, kunder og vores omverden generelt for problematiske kemiske stoffer.
|